|
Min historie |
||
En alt for ung far på 19 år |
Jeg fortæller om, hvordan jeg som 12-årig fik at vide, at min "far" ikke var min rigtige far. Tankerne efter. Starten på eftersøgningen. Rejserne rundt om i verden, hvor enhver telefonbog blev endevendt. Mit klarsyn om en kro i England (som senere skulle vise sig at være identisk med min far´s kro!). Mødet med min farmor, som pludselig blev min nabo. | |
| Vi
sidder på en cafe´ i Københavns Lufthavn. Mine hænder er klamme og
ryster en smule. Nervøsiteten har sat ind. Cecilie og Emil, mine 2
børn, kigger nysgerrigt omkring. Vi venter. Venter på at se min far og
børnenes morfar for første gang i vores liv. Overfor sidder en
journalist og en fotograf fra et dansk ugeblad. Blokken ligger klar til
stikord fra interviewet, som skal begynde. Fotografen fanger min
opmærksom med et stille smil. Det smitter. Jeg smiler til kameraet.
Anstrengt, men jeg smiler. Mine tanker er et andet sted og alligevel er
jeg nærværende. Midtimellem.
Som i en drøm. Jeg kigger på mit ur. Det viser 15.45. Flyet fra
Manchester skal lande kl. 16.20. Mine tanker udviser en smule panik. -
Tænk, hvis det er aflyst!. - Tænk, hvis han har fortrudt!. - Bare jeg
nu kan kende ham! - Tvivlen vælter ind over mig som en hvirvelvind.
"Mor, hvornår kommer morfar?" Emil på 5 år er ved at blive
utålmodig. "Nu varer det ikke så længe, skat." - siger jeg
så roligt, jeg kan. Vi køber nogle sodavand og en kop kaffe.
Interviewet går i gang.
. |
Op-
og nedture. Panden mod en mur. Og endelig historien om det afgørende
spor, som kom flyvende fra himlen via en hjælpepræst i byen Hull i
England. Lettelsen. Følelserne, da jeg talte i telefon med min far den
12. August 2000. Første gang, jeg hørte hans stemme. - "Jeg
elsker dig", var hans første ord. "Jeg svigter dig aldrig
mere...", var de næste...
Flyet er forsinket. Ventetiden er uudholdelig. Vi står i ankomsthallen. Midt i det hele. Et fly er landet. Jeg stirrer ind i indgangen. Der kommer en mand. Nej, det er ikke ham. Det vælter ud med mennesker. Ingen ser søgende ud. Tvivlen vælter ind over mig igen. Den samme tvivl som i cafe´en. Et stærkt lys glimter. Blitz? Jeg vender mig rundt og ser fotografen tage det ene billede efter det andet. Uforstående kigger jeg på ham. Følger kameraets linse. Drejer langsomt hovedet og kigger lige ind i et smilende ansigt. Ansigtet bærer briller. Der er tårer ned af kinderne, men øjnene er glade. Uden ord omfavner vi hinanden. Længe. Uden ord går vi, Cecilie, Emil, min far og jeg. Alle i hånd mod lufthavnens udgang...
Min far og farmor umiddelbart inden udrejsen fra Danmark |
|
